Skip to main content
Pædagogisk Extrakt

Pædagogisk Extrakt

By VIA Pædagoguddannelsen

I podcasten til Pædagogisk Extrakt taler vi om det, der rører sig, i den pædagogiske verden.

Vi inviterer i hvert afsnit en eller flere gæster i studiet til en samtale om noget, der optager pædagoger, forskere og andre med tilknytning til det pædagogiske område lige nu.

Podcasten er produceret af Pædagogisk Extrakt, VIA Pædagoguddannelsen

Redaktører: Erika Zimmer Brandt og Anne Mette Buus
Teknik og lyddesign: Karen Stenz Lundqvist
Available on
Apple Podcasts Logo
Google Podcasts Logo
Pocket Casts Logo
RadioPublic Logo
Spotify Logo
Currently playing episode

Undervurderer vi de mindste? - om små børns agens i overgangen fra hjem til vuggestue

Pædagogisk ExtraktJun 22, 2021

00:00
20:43
De moralsk åndssvage på Livø - om normalitet og afvigelse i et historisk perspektiv

De moralsk åndssvage på Livø - om normalitet og afvigelse i et historisk perspektiv

Hvad kan vi lære af historien? Og hvorfor skal vi passe på med at fordømme den? 


I denne episode har vi besøg af museumsinspektør ved Vesthimmerlands Museum, Maria Clement Hagstrup. Hun har sammen med professor ved Aalborg Universitet, Poul Duedahl skrevet bogen “Afvigernes ø”.


Vi taler om, hvordan samfundet historisk har set på og behandlet afvigere. I samtalen tager vi tilbage i tiden og besøger øen Livø, som ligger i Limfjorden og som i 1911 gik fra at være en almindelig ø til en anstalt for kriminelle, asociale og det, som man kaldte, moralsk, åndssvage mænd. Her anbragte man seksuelle afvigere, utilpassede unge, tyveknægte og sædelighedsforbrydere.


Anstalten på Livø var en institution af tiden, og den har barske elementer og triste skæbner. Mændene var anbragt på ubestemt tid, og mange forsøgte at flygte over Limfjorden. Det var farligt og endte ofte fatalt. Men historien om isolationsanstalten er ikke sort/hvid. Den handler også om gode intentioner og om velfærdsstatens danmarkshistorie. 


Og måske er dele af tankegangen bag anstalten på Livø ikke så fremmede i nutidens samfund. I 2018 var der politiske planer om at lave en isolationsanstalt på øen Lindholm for afviste asylansøgere. Og i socialpædagogikken ser vi også et fornyet fokus på struktur som pædagogisk strategi. 

Apr 17, 202434:55
Store danske pædagoger med superpower

Store danske pædagoger med superpower

TV-kanaler laver dokumentarer om de store danske arkitekter. De dygtige danske designere, kokke og sportstjerner.  

Men hvad med de store danske pædagoger? Dem der gik foran og har præget pædagogikken. Ikke bare med deres viden og deres tanker, men også med det, som de fik til at ske.

Lyt med i denne episode når vi taler med docent Mikkel Snorre Wilms Boysen. Hør blandt andet om feministen Erna Drachman, der opfandt reformdragten og lavede børnehave hjemme i sin lejlighed. Og om skrammologen John Berthelsen, der lavede den første skrammellegeplads, hvor børn kunne hamre, save og bygge af genbrugsmaterialer. De er begge eksempler på pædagoger, hvis initiativ, virkelyst og idéer har haft betydning for børneliv i flere generationer og for måden, vi laver pædagogik i dag.

Mikkel Snorre Wilms Boysen har valgt i alt fire pædagoger, som alle havde usædvanligt meget af det som vi - med glæde og lidt store armbevægelser - kalder pædagogisk superpower.

Han kalder det også pædagogisk entreprenørskab. Og så forklarer han, hvorfor vi med fordel kan interessere os mere for det. Og ikke mindst hvordan pædagogisk entreprenørskab kan give mere magt tilbage til pædagogerne.


Feb 25, 202436:56
Hop i tidsmaskinen – pædagogisk arbejde i en historisk kontekst

Hop i tidsmaskinen – pædagogisk arbejde i en historisk kontekst

Et historisk blik rusker op i nutidens selvfølgeligheder og tilbyder nuancer til aktuelle debatter om leg og læring, børns behov og familielivets vilkår. 


Lyt med når professor Ning de Coninck-Smith med stor viden, engagement og ikke mindst humor tager os med på en rejse gennem tiden. Vi genbesøger børnelivet, familielivet og institutionslivet gennem flyverdragter, løbecykler og bleer - og bliver der i gennem klogere på nutidens pædagogiske virkelighed.

Jan 23, 202439:05
Præstationsfrigørende fritidspædagogik

Præstationsfrigørende fritidspædagogik

Vi siger det med det samme. Denne episode leverer ingen nemme løsninger og ingen “3 hurtige trin til en bedre pædagogik”. Til gengæld deler lektor og forsker Lea Ringskou gavmildt ud af vedkommende observationer og relevant viden fra hendes omfattende forskning i fritidspædagogik.


Lyt med og bliv klogere på:


  • Hvordan fritidspædagogikken kan virke præstationsfrigørende - men at det ikke er en selvfølge, at den gør det.
  • At fritidspædagogikken både kan frigøre fra noget. Fx test, krav om selvoptimering og præstationsudmattelse.
  • Men den kan også frigøre til noget. Fx ro, restitution, væren og ikke mindst fællesskaber.
  • Hvorfor den præstationsfrigørende pædagogik er en subtil pædagogik, der kræver professionel dømmekraft og handler om balance.



Dec 06, 202343:20
Kommunikation på forskellige kanaler - om samtaler mellem mennesker med og uden autisme

Kommunikation på forskellige kanaler - om samtaler mellem mennesker med og uden autisme

I denne episode taler vi med ph.d. og lektor Nina Berg Gøttsche og ph.d. og psykolog Aase Holmgaard om den helt afgørende, men også svære kommunikation, mellem mennesker med og uden autisme.

Vi taler blandt meget andet om ligeværdighed, samtalesorg og om, hvordan pædagoger kan skabe samtaleglæde ved at rette blikket mod deres egne måde at kommunikere på.

Lyt med og hør mere om:

  • Hvordan alle mennesker søger forståelse i samtaler med andre mennesker og hvordan den forståelse er med til at gøre os til de mennesker, vi er.
  • Hvad der sker i samtalen, når den ene part bruger en kommunikationskanal, som den anden ikke kender og behersker
  • Hvordan mennesker med og uden autisme kan kommunikere forskelligt – men lige rigtigt og værdifuldt
  • Og ikke mindst – hvad pædagoger kan gøre for at skabe samtaleglæde i mødet mellem mennesker med og uden autisme?
Nov 20, 202327:59
Kunst og pædagogik

Kunst og pædagogik

I denne episode taler vi med ph.d. og lektor Hanne Kusk om forbindelsen mellem kunst, pædagogik og legende æstetiske processer.

Vi taler blandt meget andet om kunstpædagogik, skabende fællesskaber, magi og generøsitet. Men også om sæbebobler, fodbad og stier lavet af te.

Lyt med og hør mere om:

    • Hvad er kunstpædagogik, og hvordan er kunstpædagogikken forbundet med det sanselige og legende.
    • Hvordan pædagoger kan arbejde med skabende fællesskaber, kunstnydelse og børns æstetiske udtryk.
    • Hvorfor alle børn skal have adgang til og være en del af kunsten og kulturen.
    • Hvilken betydning en generøs rammesætning har for pædagogikken.
    • Og ikke mindst - hvordan pædagoger kan komme i gang med at få meget mere kunst ud i hverdagen i institutionerne.


Oct 09, 202329:34
Pædagogers faglighed

Pædagogers faglighed

I denne episode taler vi med ph.d. og lektor Christian Aabro om pædagogers faglighed.

Vi taler om, hvad politiske krav om dokumentation, systematik og metoder betyder for pædagogers faglighed. Og om de faglige værdier, som pædagogerne styrer efter. Pædagogers faglighed udspiller sig i en praksis, hvor pædagogerne må få enderne til at nå sammen. Og der skal vises hensyn både til barnet eller borgeren, men også til systemet, der i stigende grad regulerer det pædagogiske arbejde.

Lyt med og hør mere om:

  • Hvad nyere dansk forskning siger om pædagogers faglighed.
  • Hvordan pædagogers faglighed formes af pædagogiske værdier, men også af politiske krav 
  • Hvorfor pædagogisk faglighed ikke er en entydig størrelse men hele tiden forandrer sig.
  • Hvordan den pædagogiske faglighed ser ud i en dyster og en lys version af fremtiden.
Aug 17, 202328:48
Uenighedsfællesskaber, der styrker pædagogikken

Uenighedsfællesskaber, der styrker pædagogikken

Pædagogik udøves i et fagligt fællesskab. Og fællesskabet er nøglen til den gode pædagogik - men det kan også spærre for pædagogikken, hvis vi bliver for enige. 

 

Lyt med i denne episode, hvor vi fortsætter samtalen med Line Togsverd og Jan Jaap Rothuizen. Vi taler om det værdifulde ved tvivl, flerstemmighed og faglig uenighed. Om pædagogers ansvar for at udøve god pædagogik. Og om, at vi forpligter os på et fag og en tradition, der rummer nogle værdier, som vi skal tage vare på, hvis vi vil kalde vores praksis pædagogisk. 

 

Lyt med og bliv klogere på:

 

  • Hvilken betydning det pædagogfaglige miljø har for pædagogikken
  • Hvordan skråsikkerhed, hvad enten den baserer sig på erfaring eller på koncepter og metoder, svækker pædagogikken
  • Hvorfor uenighed er en nødvendighed for at holde pædagogikken åben og levende 
  • Hvorfor ’et fælles sprog’ og enstemmighed i personalegruppen leder os længere væk fra den gode pædagogik 
  • Hvordan pædagoger kan forsvare og fremme det pædagogfaglige miljø, den faglige udvikling og den pædagogiske kvalitet
Jun 12, 202332:36
Det pædagogiske projekt - om ballade, frigørelse og kulturelle rødder

Det pædagogiske projekt - om ballade, frigørelse og kulturelle rødder

Lyt med i denne episode, hvor vi bevæger os helt ind i kernen af faget pædagogik og kigger med kærlige, nysgerrige øjne på det pædagogiske projekt.

 

Med os i studiet har vi Line Togsverd og Jan Jaap Rothuizen, der begge har forsket i pædagogik i mange år, og som generøst deler deres viden og tanker med os.

 

Lyt med og bliv klogere på:

  • Hvad er det pædagogiske projekt?
  • Hvordan det pædagogiske projekt har dybe rødder i vores kultur og udgør fundamentet for vores demokratiske samfund?
  • Hvorfor det pædagogiske projekt vedrører os alle, og hvorfor det på samme tid er det stærke og det svage ved det?
  • Hvorfor pædagogik er et vigtigt fag, der ikke er det samme som pædagogisk praksis?
  • Og ikke mindst snakker vi om, hvordan vi kan tage vare på det pædagogiske projekt. Hvad kalder denne viden på i forhold til pædagogers uddannelse?
May 30, 202327:53
Et elskeligt rod - oplæsning af udvalgte artikler
May 27, 202324:07
Jeg kan nå min næse med tungen – om skønlitteratur og pædagogers faglighed
Apr 14, 202325:29
Når pædagoger tænker med hjertet

Når pædagoger tænker med hjertet

Hvordan tænker man med hjertet? Og hvad kan man som pædagog opdage og lære om sin praksis, når man gør det? Det har vi spurgt forsker og facilitator Ann Charlotte Thorsted om.


I denne episode fortæller hun praksisnært og vedkommende om, hvordan enkle filosofiske greb kan vise vejen til at afmontere automatpiloten, lytte og undres på ny.


Det er en tankevækkende samtale, hvor vi blandt andet taler om fænomenet ‘tid’. Tid - eller manglen på tid - er måske er den største aktuelle udfordring i pædagogers arbejde.


Vi taler også om, hvad den spørgende, drillepind Sokrates, kan lære os. Han holder først holder op med at drille, når vi bliver stille. ‘For på det tidspunkt, hvor vi bliver tavse, der har ikke vi længere et svar parat. Og det er først der, vi begynder at tænke’, fortæller Ann Charlotte Thorsted.

Jan 19, 202325:48
Sammen om sprog i vuggestuen

Sammen om sprog i vuggestuen

Vi har haft lektor Marie Højholt og pædagog Nina Højbjerg-Vinding i studiet til en samtale om kvalitet i sprogarbejdet i vuggestuen. De fortæller om forskningsprojektet ’Sammen om sprog’, som de begge har deltaget i.

Lyt med og bliv klogere på:

-  Hvorfor sprogarbejdet er vigtigt også for de helt små børn.

-  Hvorfor man med fordel kan tage afsæt i pædagogernes faglighed og viden, når man skal arbejde med kvalitet i vuggestuen.

-  Hvordan børnebøger kom til at spille en meget større rolle i vuggestuernes hverdag.

-  Hvilken betydning det har for børn og pædagoger at være med i et praksisnært og inddragende forskningsprojekt.

Dec 13, 202227:33
Pædagogik og demokrati - oplæsning af udvalgte artikler
Dec 12, 202232:25
Kunsten, filosofien og eksistentiel sundhed

Kunsten, filosofien og eksistentiel sundhed

Lyt med når professor Finn Thorbjørn Hansen forklarer, hvorfor forskning i trivsel med fordel kunne vende sig mere imod kunsten og filosofien. For netop igennem æstetikken forbinder mennesket sig med verden på en sjælfuld og langsommelig måde. 

Hør ham fortælle, om et forskningsprojekt i Malmø, hvor man uddelte kultur på recepter til mennesker med ondt i sjælen. 

Finn Thorbjørn Hansen fortæller også, at kunst og filosofi er visdom, og at mennesker, der beskæftiger sig med de to vidensområder, oplever heling. Men også, at det stadig er et mysterium, hvad det er, der gør det.

Ikke mindst kan du i denne episode høre om, hvordan pædagogik i gamle dage var et filosofisk fag i bred forståelse. Et visdomssøgende fag, der blandt andet så barnet som underfuldt, gav plads til langsommelighed og til at lytte med hjertet ♥

Nov 15, 202231:27
Vi har en omsorgskrise, og det koster på trivslen

Vi har en omsorgskrise, og det koster på trivslen

Hvordan står det til med trivslen i vores institutioner? Hvor bekymrede skal vi være? Og hvad gør vi ved det?

Vi har inviteret formand for BUPL, Elisa Rimpler på scenen til Uddannelsesdebatten 2022 for at tale med hende om, hvordan børn og pædagoger egentligt har det i institutionerne.

Lyt med og bliv klogere på, hvad pædagogerne oplever, men også hvilken rolle pædagogikken spiller.

Hør formanden fortælle om :

  • omsorgskrisen.
  • om hvordan dygtige pædagoger leverer gang på gang (og burde få mere i løn).
  • Hvorfor det at være pædagog burde være ligeså prestigefyldt, som det er meningsfyldt.
  • og ikke mindst om, hvordan pædagogikken kan vise vejen til mere trivsel, hvis vi får rammerne til det.
Oct 06, 202229:12
Lad os lege vildt!

Lad os lege vildt!

Lege- og kognitionsforsker Marc Malmdorf Andersen åbnede det faglige bal, da vi podcastede live fra Uddannelsesdebatten 2022.

Lyt med, når vi stiller skarpt på legens væsen. På hvordan børn selv opsøger det nye og spændende i legen, hvis de får lov. Og om hvad den type leg giver dem. Vi snakker også om, hvad der sker for børnenes legemuligheder, hvis voksne ikke kender forskel på en god kampleg og aggression.

Det handler om børn, leg, vildskab og glæde. Men også om voksnes ansvar for ikke at regulere og kontrollere alting.

Oct 06, 202235:27
Modet, kaldet og det stille under

Modet, kaldet og det stille under

Hvilken betydning har mod i pædagogisk arbejde? Vi har inviteret professor Finn Thorbjørn Hansen i studiet for at tale om modets mange former. Finn er aktuel med kapitlet 'Modet, kaldet og det stille under' i bogen 'Mod i pædagogikken'.

Det blev en spændende samtale om eksistens, samfund og pædagogik. Og om hvorfor nogle måder at være modig på måske har lidt trængte kår i det pædagogiske arbejde.

Vi taler blandt andet om modet til at være, om meningsmod, om etisk- og sjælsmod.

Lyt med og bliv klogere på:

  • Hvorfor nærvær kræver mod 
  • Hvad der kan ske, når vi tør lytte og stå i det åbne
  • Hvilken betydning pædagogers mod har for dem, som vi skal tage os af
  • Men også lidt om, hvad det er vi mister, hvis pædagogikken er målstyret og om åndelig dovenskab.
Aug 03, 202226:43
Faglighed kan mindske risikoen for forråelse

Faglighed kan mindske risikoen for forråelse

I denne episode fortsætter vi samtalen med psykolog Dorthe Birkmose. Vi taler om hendes bog ‘Mennesket er motiveret', der handler om hvilke faglige handlemuligheder, der kan mindske risikoen for forråelse.


Lyt med og bliv klogere på: 

- Motivation som parathed til handling 

- Betydningen af professionel opmærksomhed på barrierer og råderum 

- Tillidsrelationens vigtighed i pædagogisk arbejde 

- Perspektivskifte som overordnet tilgang 

- Og sidst, men ikke mindst, hvorfor vi har brug for et opgør med styring som megatrend.

Jul 06, 202239:38
Vi skal turde indrømme, at forråelse er en risiko

Vi skal turde indrømme, at forråelse er en risiko

Vi har haft psykolog Dorthe Birkmose i studiet. Det blev en vigtig - men også foruroligende samtale - hvor vi kom langt omkring forråelsens mekanismer og udtryk i pædagogisk arbejde.

Lyt med og bliv klogere på:

  • Hvorfor forråelse er et tiltagende problem i omsorgsarbejde
  • Hvorfor vi skal turde indrømme, at forråelse er en risiko
  • Hvilke faresignaler vi skal være opmærksomme på
  • Hvorfor vi især skal være på vagt overfor forråelsens indadvendte sider som ligegyldighed, selvcensur og det at skrue ned for medfølelsen
  • Hvordan det gør det hele værre, hvis vi ikke kan tale om problemerne, fordi vi bliver bedt om at fokusere på ressourcerne.
Jun 01, 202242:03
Helle er pædagog og sprogvejleder - en personlig beretning

Helle er pædagog og sprogvejleder - en personlig beretning

I dette afsnit har vi besøg af Helle Jeppesen, der er pædagog og arbejder som sprogvejleder.

Helle Jeppesen fortæller om, hvordan hendes pædagoguddannelse, en faglig interesse for børns sprogudvikling samt en pædagogisk diplomuddannelse blev fundamentet til et arbejdsliv som sprogvejleder.

Lyt med og bliv klogere på:

- Hvordan Helle fandt sin egen karriereveje i det pædagogiske felt.

- Hvorfor sprogpædagogik bør have fokus på alle børns sprog.

- Hvorfor det måske allermest betydende for arbejdet med børns sprog er forældresamarbejdet.


Mar 17, 202217:14
Viden og virkelighed - om evidensbaserede metoder i pædagogisk praksis

Viden og virkelighed - om evidensbaserede metoder i pædagogisk praksis

Hvad sker der med pædagogikken og hverdagslivet, når evidensbaserede metoder bliver brugt i den pædagogiske praksis? Vi har inviteret Anne Mette Buus, ph.d og dagtilbudsforsker ved VIA pædagoguddannelsen i studiet til en samtale om, hvordan de evidensbaserede metoder påvirker det pædagogiske hverdagsliv i institutionerne.

Hør med i denne episode af Pædagogisk Extrakts podcast og bliv klogere på:

- Hvad evidensbaserede metoder er, og hvorfor de er blevet populære nogle steder.

- Hvilke problemer, der kan opstå for børn og pædagoger, når metoderne støder sammen med virkeligheden i hverdagen.

- Og hvad pædagoger konkret skal være opmærksomme på i arbejdet med metoderne.

Det handler blandt andet om, at den pædagogiske virkelighed er kompleks og nuanceret. Og om at børns perspektiver nemt bliver klemt eller glemt i den manual-baserede pædagogik.


Mar 06, 202238:55
Tore er pædagog og CEO - en personlig beretning

Tore er pædagog og CEO - en personlig beretning

Tore Neergaard Kjellows vej til at blive pædagog og CEO i egen virksomhed har sin egen kringlede logik.

Lyt med og bliv klogere på:

- Hvorfor spilpædagogik har et uforløst potentiale

- Hvordan computerspil kan være med til at skabe inkluderende fællesskaber

- Hvad der drev Tore til at finde sin helt egen karrierevej i det pædagogiske felt

Feb 11, 202235:56
Når pædagogik rimer på bæredygtighed - oplæsning af udvalgte artikler
Jan 17, 202233:29
Uanset hvor sårbar man er, er man stadig ekspert i eget liv

Uanset hvor sårbar man er, er man stadig ekspert i eget liv

Alle børn har ret til at blive hørt i sager, der angår dem og deres liv. Men forskning viser, at de der har det sværest ikke oplever, at de bliver hørt.

Vi har inviteret projektleder Pernille Vamberg Delfs og lektor Erika Zimmer Brandt i studiet, til en snak om, at det måske ikke står helt så godt til med inddragelsen, som vi går og tror. Men også om, hvad vi kan gøre ved det.

Lyt til denne episode og bliv klogere på:

- Hvordan vi voksne kan blive bedre til at tale med børn og unge - fremfor om dem og til dem?

- Hvorfor der er et uudforsket potentiale i at lade børnene eller de unge vælge kommunikationskanalen - også når de vælger Fortnite, Snapchat eller videobeskeder?

- Hvorfor man som professionel må turde stå i et usikkert felt, hvor man på nogle punkter er både newbie og uvidende, og hvad det kan give til relationen med barnet eller den unge?

Det handler om nye medier, børns perspektiver og om at turde eksperimentere.

Nov 22, 202120:34
Sprog og bevægelse

Sprog og bevægelse

Alle pædagoger ved, at sprog og bevægelse hænger sammen, men hvad ved vi egentlig om sammenhængen?

I denne episode af Pædagogisk Extrakt podcast har vi inviteret lektor Anne Nguyen-Quy og lektor Bodil Borg Høj til en snak om, hvor sammenhængende viser sig, men også om, hvordan det nogle gange giver mening at adskille sprog og bevægelse.

Nov 11, 202122:43
Hvilke forskelle gør en forskel? - om mangfoldighed og ligestilling i dagtilbud

Hvilke forskelle gør en forskel? - om mangfoldighed og ligestilling i dagtilbud

Hvordan står det egentlig til med mangfoldigheden og ligestillingen i danske dagtilbud? Vi har docent og forskningsleder for "Program for samfund og mangfoldighed" Marta Padovan-Özdemir i studiet, for måske står det ikke helt så godt til, som vi gik og troede?

Hør med i denne episode af Pædagogisk Extrakts podcast og bliv klogere på:

- Hvordan mekanismer, der opretholder ulighed, indimellem virker bag om ryggen på os.

- Hvorfor pædagoger ikke kan vælge at være "strategisk farveblinde".

- Og hvad vi konkret kan gøre ved det ude i dagtilbuddene.

Det handler blandt andet om opmærksomhed på forskelle og sprog - og så er der hjælp at hente i en normkritisk evalueringskultur.

Sep 17, 202118:42
Pædagogisk diplomuddannelse - specialpædagogik
Jul 15, 202117:48
Undervurderer vi de mindste? - om små børns agens i overgangen fra hjem til vuggestue

Undervurderer vi de mindste? - om små børns agens i overgangen fra hjem til vuggestue

Hvad oplever børnene, når de starter i dagpleje eller vuggestue, og hvordan agerer de i den første tid i fremmede omgivelser med ukendte børn og voksne? Et nyt forskningsprojekt vil undersøge, hvordan vi kan forstå små børn som aktører i eget liv, og hvilken betydning det har for pædagogikken i vuggestue og dagpleje.

Bliv klogere på små børns agens og på, hvorfor det er relevant at kigge nærmere på, i denne episode, hvor vært Torkil Østerbye taler med forskerne bag projektet, Erik Hygum og Susanne Klit Sørensen.

Jun 22, 202120:43
Fra slukket krop til bevægelsesglæde

Fra slukket krop til bevægelsesglæde

Jens-Ole Jensen, docent og forsker i krop, idræt og bevægelse, lader løbeuret ligge hjemme, når han snører skoene og tager en tur i skoven. Han mener, vi kan miste glæden ved at bevæge os, hvis vi hele tiden skal optimere, maximere og begrunde vores fysiske aktiviteter med andet end bevægelsen selv. Når vi instrumentaliserer den intuitive lyst til bevægelse - så risikerer vi nemlig at kroppen slukkes. Det har han skrevet en bog om.

Oct 28, 202020:07
Fra genåbning til gentænkning i dagtilbud

Fra genåbning til gentænkning i dagtilbud

Anette Boye Koch, docent, forskningsleder og ekspert i børns trivsel, gik tur hunden dagens før corona-genåbningen. På vej forbi den lokale børnehave slog det hende: 'Jeg er da bare nødt til at følge og opleve, hvad den her genåbning gør ved børnene'. Næste morgen stod hun klar ved lågen i en flyverdragt størrelse stor - og med notesblokken klar!  
Hør, hvad hun opdagede under de to første uger af genåbningen.

Oct 28, 202021:15
Mette er udelivspædagog - en personlig beretning

Mette er udelivspædagog - en personlig beretning

Mette Neergaard Stensdal, pædagog i Kernehuset i Hjortshøj, er gæst hos podcastvært Torkil Østerbye. Her fortæller hun om rejsen fra at være engageret pædagogmedhjæper til arbejdet som udelivspædagog i et dagtilbud med fokus på stærk feedbackkultur og faglig udvikling. Undervejs deler hun sin passion for at udvikle børns opmærksomhed og motorik. Og erkendelsen af, at hun som fagperson ikke kan lære alting på én gang.

Oct 28, 202015:45